– Crossfit gør mig glad.

Sådan lyder ordene fra den 26-årige Allan Jensen, der har en fortid i det danske frømandskorps, men som i 2008 skiftede slagmarken i Afghanistan ud med dødløft, pull-ups og frontsquats i Butchers Lab i kødbyen i København.

– I frømandskorpset var jeg vant til at blive stresset samtidigt med, at min krop blev sat under hårdt fysisk pres, og de erfaringer giver mig et drive, når jeg dyrker crossfit, siger han.

Allan træner tre timer om dagen, men selvom det kan lyde voldsomt, så nyder Allan den mentale pause, han får, når han trækker i træningstøjet, kridter hænderne og får pulsen helt op.

– Jeg har en travl hverdag, hvor studiet, lektier og arbejde fylder meget. Derfor elsker jeg at komme ned i boxen, koble hjernen fra og lave noget helt lavpraktisk, hvor det er min krop og fysik, der er bliver udfordret.

Jeg har altid været et konkurrencemenneske

I starten af oktober deltog Allan Jensen i EM i crossfit, og sammen med holdet fra Butchers Lab endte han på en tolvte plads ud af over 300 deltagende hold. Og netop konkurrenceelementet i crossfit er en vigtig motivationsfaktor for ham.

– Jeg startede til crossfit, fordi jeg søgte konkurrencen. Og at jeg kunne få pulsen op, samtidigt med at jeg skulle kombinere styrke, udholdenhed og teknik. Det er funktionel træning, og det synes jeg er fedt.

Og af samme grunde har Allan heller aldrig sat fødderne i et almindeligt fitness center.

– Jeg synes, man står for stille. Det bliver for monotomt og kedeligt, og så er der ikke nogen at konkurrere med, og det gør det svært at sætte sig et mål.

 

Lev højt på dine successer

Og netop det at have et mål for sin træning, er noget af det, der er med til at motivere Allan Jensen til at bruge størstedelen af sin fritid på at dyrke crossfit.

– Mit mål er ikke at blive stor og trimmet, men at blive anerkendt og vise, at jeg er god, til det jeg laver.

– Man skal sætte sig nogle mål for sin træning. Ellers går man død i det. Det gælder om at få nogle små og store succeser, og det får du, når du opnår dine mål. Så giver træningen pludselig meget mere mening.

– Et af mine delmål for tiden er eksempelvis, at jeg i løbet af de næste tre uger skal gå fra at snatche 105 kilo til 110 kilo.

Og selvom der er langt fra Allans træningsniveau til mange af de danskere, der kun træner et par gange om ugen, så  mener Allan, at alle der træner, har godt af at sætte sig nogle mål.

– Det giver et kæmpe kick, når man når sit mål, og det er virkelig noget der motiverer. Om ens mål så er at kunne løbe fem kilometer på under 20 minutter, bænke 100 kilo eller tage 30 armbøjninger.

Fire hurtige til Allan om hans træning

Hvilke øvelser for dig helt op og køre, når du træner?

– Jeg kan godt lide at lave alt med en vægtstang, der skal trækkes fra jorden op over hovedet. Det kan være snatch eller ground-to-overhead. Generelt øvelser hvor jeg ikke skal tænke for meget, men hvor jeg skal bruge min styrke.

Hvilke øvelser giver dig lyst til at springe træningen over?

– Backsquat og frontsquat er kedelige. Men det er jo en af de vigtigste øvelser, så de skal jo klares.

Hvad er din største succes indenfor crossfit?

– Det må nok være, da jeg blev udtaget til kaptajn for vores hold til EM 2014. Det var fedt og beviste, at min hårde træning er det hele værd.

Går du meget op i din kost?

– Jeg kører palæo 2.0 og jeg hverken drikker eller ryger. Men hvis jeg har lyst til at spise en burger eller en kage – så gør jeg det. Ellers spiser jeg for det meste kød og grøntsager.

Det spiser Allan på en typisk dag
  • Morgenmad –En proteinshake med sødmælk.  Lidt æg og en lille portion havregryn.
  • Frokost – Gulerødder i løbet af dagen og en rugbrødsmad til frokost.
  • Eftermiddag – En PROTEINBAR.
  • Pre-workout – En proteinshake.
  • Post-workout – En recoverybar.
  • Aftensmad – En proteinshake, en gang kød og nogle grøntsager.
  • Favoritspisen: Broccoliblanding med lidt citronsaft, og en god hakkebøf eller et stykke kylling med avocado.
  • Cheat meal: Chokoladekiks
249,00 DKK

Pris fra 187,- ved køb af 8 stk.

Sådan bliver Allans tre træningstimer brugt

  • Cirka 1-2 timer på vægtløftning som dødløft, squat, snatch og flere. Her er det især teknikken på de forskellige løft, som bliver øvet.
  • Cirka en time på tre til fire forskellige workouts for at få pulsen op og træne udholdenhed.
  • Den sidste del af træningen bliver brug på at øve skills på de gymnastiske øvelser. Det kan være muscle-ups, pistols, hand stand osv..
Max løft for Allan
  • Dødløft – 205 kg.
  • Backsquat – 165 kg.
  • Frontsquat – 140 kg.
  • Snatch – 105 kg.
  • Power Clean – 130 kg.
  • Clean & jerk – 130 kg.
Allans baggrund
  • Født i København og opvokset i Nordsjælland men bor nu i København
  • Læser katastrofe- og Risikomanegement på Metropol i Kbh
  • Har bokset, spillet fodbold og dyrket atletik igennem sine folkeskole år og i gymnasiet
  • Meldte sig frivilligt til forsvaret, da han blev student
  • Efter værnepligt forsatte fortsatte han i forsvaret og tog et halvt år til Afghanistan.
  • Han kom hjem i 2008 begyndte at undervise i crossfit, og flyttede til Australien i 2009
  • I 2010 blev han optaget i Frømandskorpset, hvor han lærte at håndtere stressede situationer og arbejde med sit mentale overskud, men blev taget fra  i 2013.
  • Han træner cirka tre timer hver dag i ugen, og er på et uofficielt landshold i crossfit.

Læs også vores 10 Hurtige om crossfit atlet Allan Jensen.

0