Insulin er et af kroppens vigtigste hormoner og produceres i bugspytskirtlen hos mennesker. Insulinniveauet påvirker en stor del af kroppens processer og påvirkes i høj grad af en stigning i blodets glukoseniveau efter et måltid. Glukose, som er en stor del af kroppens blodsukker, dannes af de kulhydrater, man indtager gennem kosten, og indgår i en række processer i kroppen, eksempelvis ved opbygning af glykogen og insulinresponsen. Insulinudskillelsen efter et måltid er det, man kalder insulinresponsen. Andre sukkerarter end glukose samt protein og fedt igangsætter også insulinudskillelsen.

Insulin påvirker mange af kroppens processer, da næsten alle kroppens celler har receptorer (modtagermolekyler) for insulin. Kroppens muskelceller, fedtceller og leverceller er nogle af de celler, som er særlige modtagelige for insulin. Det vil sige, at insulin i stort omfang påvirker kroppens stofskifte i muskel- og fedtcellerne.

Insulin bidrager i meget høj grad til opbygning og vedligeholdelse af kroppens energidepoter. Insulin opbygger derfor fedtdepoter, såvel som brændstof til musklerne (glykogen) og muskelvævstilvækst.

Kroppens insulinrespons er derfor meget vigtig for, hvordan man opbygger/vedligeholder muskelmasse samt undgår at øge ens fedtdepoter.